L I V E

Side 33 - 5 stjerner anmeldt af Mads Kornum

Copenhagen Skyline

”De amerikanske rødder spirer med stor sammenhængskraft i det nordiske lys”

Baggrunden for samarbejdet og albummet er en fælles kærlighed til og baggrund i den amerikanske folkemusik og dets levende rodnet, og ikke mindst den vej som Bob Dylan & The Band tog, , da de først satte stikket i – og skruede op for virkemidlerne. Den baggrund har været det helt perfekte udgangspunkt for at lave et af de bedste ’nordicana’ album i mange år. Allerede den bløde bluesy og stemningsfulde åbningsnummer ”Reasonable Man” åbner døren for et niveau, som desværre ikke ligefrem opleves som hverdagskost på den danske musikscene.

Billy Cross gamle arbejdsgiver – Bob Dylan – er albummets klare ledestjerne, men de 10 sange har også drukket af andre inspirationskilder, og der er således masser af variation at hente i løbet af pladens 33 minutter. Som sangskriver har Cross altid indeholdt både rebellen og romantikeren, og det gælder også på de otte originale sange, der er med her på albummet. Musikalsk kommer vi rundt om country, blues, rock’n roll, roots og ballademageren – og tekstmæssigt afspejler det hele en moden mand, der evner at skrive på reflektioner og udsyn, fremfor fra egen navle.

Lad det blive vedtaget ved lov, at dette album ikke blot ender som et mellemspil, men starten på et langt og frugtbart samarbejde. Rygterne taler ihvertfald om at der allerede er skrevet på nye numre frem mod den kommende turne. Der er noget at se frem til.

​

GAFFA Live 5 stjerner Anmeldt af Espen Strunk

Dissing & Las - Min mormors gebis: Musikhus Aarhus

"Min mormors gebis" og dens række af opfindsomt illustrerede og rablende rimede tekster forbliver dog formentlig tegnerens bedst kendte - og i Dissing/Nissen-trioens smagfulde, musikalske udgave bliver den minsandten også til noget af det bedste nyere børnemusik,

denne anmelder mindes at have hørt i meget lang tid.

Dagens musikalske program blev bundet sammen af gemytlig snak fra især de to Dissingbrødre - af og til ganske morsom for os forældre, også.

Men dagens sejr blev først og fremmest hentet hjem på den (desværre) sjældne kombination af god børnelekture og stærkt musikerskab, hvor der aldrig slækkedes på kvaliteten, fordi målgruppen nu engang er børn - og dermed for unge til at have en chance for at komme med indvendinger over den musikalske kvalitet. 

Med andre ord: I børnemusik ses det ofte, at de unge lyttere spises af med musikalsk bras. Omvendt denne hyggelige eftermiddag, hvor vi fik flere elektriske soli fra Las Nissen og musikalske nik til forbilledet Bob Dylan i navnlig "Raket-faster" og "Jeg gik amok."

Min medbragte knægts eneste anke var, at de skulle have undladt ekstranummeret og i øvrigt burde have inkluderet en sang fra SvampeBob Firkant. Men hans anmelder-far vil kalde eftermiddagens tre kvarter for eksemplarisk, i forhold til at tage vores afkom alvorligt - også på den musikalske front.   

​

​

Statens Kunstfond har præmieret vores album:-). Vi siger tak for opmærksomheden og anerkendelsen.

Her er deres begrundelse:

Dissing og Las: ”Min mormors gebis” (Album til Jakob Martin Strids bog af samme navn, 

april 2015, Sony Music entertainment).

Begrundelse: ”Hvem krammer det vilde barn, hvem roser ballademageren, hvem folder 

sørøver fantasien ud og ikke ind, på barnet der går planken ud? På Min Mormors Gebis 

har Dissing og Las taget sine mange års bandsamarbejde med ind i en generøs musikalitet og 

søsat Strids skæve børneunivers. Denne udgivelse er en musikalsk strittende børste og 

en poetisk urskov til det rodede børneværelse og det energiske barn. Det er en udgivelse, som er enestående i sin afsøgning af både mørket og lyset i en barnlig fortælling.” 

​

​

Af: KLAUS LYNGGAARD –Information-

​

Han hedder Bartof. Han er en helt almindelig besværlig mand, som ikke rigtig ved hvad han vil som aldrig rigtig er tilfreds og ikke kan se en bro uden øjeblikkelig at brænde den ned. Er han essensen af den moderne mand, som frarøvet patriarkatets privilegier og enkle verdenssyn i en konstant kæfert forsøger at navigere gennem en verden, hvis værdier og normer efterhånden er feminiserede ud i gud ved hvilken potens? Eller er han det spændende undtagelsesmenneske, en utilpasset bohemesjæl på en personlig odyssé, der fører ham hid og did, op og ned, her og der og østen for solen og vesten for månen? Eller er han blot en helt almindelig dansker? Der foreligger ikke umiddelbart noget svar på disse samvittighedsspørgsmål for nutidskristne, men trioen Dissing & Las har dog fundet ham interessant nok til at have kreeret en cyklus på 12 sange om herren under titlen Balladen med Bartof og det er der kommet et særdeles lytteværdigt resultat ud af.

De herrer Las Nissen og brødreparret Rasmus og Jonas Dissing har efterhånden været på spil i mange år som professionel enhed i over 10 år, heraf syv med Povl Dissing og har flere udgivelser bag sig, men denne gang rammer de plet. Det er som om rammehistorien har virket befordrende for sangskrivningen, der ligesom leadvokalerne deles ligeligt mellem de tre involverede. Mange af teksterne rammer rent ind med deres rapporter fra en flaksende sjæls trakasserier og der er masser af fine enkeltlinjer og skarpe observationer strøet ud over pladens 12 sange. Musikalsk er det måske nok mere bundsolidt old school-håndværk end stor kunst, men med brillante øjeblikke nok til at man hænger på fra start til slut. Med Balladen med Bartof slår trioen et tiltrængt slag for den intelligente dansksprogede sang og dem kan der ikke slås nok af.

​

På gruppens andet album samles trådene. Og “Balladen med Bartof” er en solid sangcyklus i stil med både førnævnte Dalton og selvfølgelig Povl Dissing.”. -B.T.- Henning Høeg **** 

Giver man sig selv lov, åbner der sig en hamrende poetisk, vidunderligt vedkommende og fortættet musikalsk fortælling om en skæbne, alle kender. De tre musikere har alle skrevet fremragende tekster, hvilket skaber tyngde og variation. " Stjerneøje" er en af de smukkeste tekster, jeg har hørt i år. Fremragende metaforer skåret så alle forældre får en klump i halsen. Et helstøbt album med afdæmpet voksen poprock med et budskab. -Fyens stifttidende- Simon Staun.

​

De virker mere sikre på hånden i deres sangskrivning og Balladen Med Bartof er helt igennem robust og rustikt. Dissing & Las er stadig en lidt uhåndterlig størrelse med forskellige sangskrivere, men det begynder så småt at vende til trioens fordel. -Gaffa- Jan Opstrup Poulsen ****

​

En iørefaldende blanding af C.V. Jørgensens i det muntre hjørne og Bob Dylans Basement Tapes.  -B.T.- Henning Høeg ****

Albummet placere sig i en overvejende amerikansk folk-, country- og roots tradition og står ud som en plade af den slags der kommer alt for få af på dansk. -KBH- Henrik Nilsson ****

​

Den amerikaniserede stil går igen på Lige Præcis. Der er tale om 15 fantastisk fuldendte og smukke sange.  -Diskant.dk- Søren Jensen Lund ********/10 

Jeg må skynde mig at understrege min gentagne fryd over igen at høre på denne trio tumle den danske tekst, tone og stemme. Forhåbentlig er det ikke sidste gang, at de går alene i studiet?  -Geiger.dk-  Lars Mikael Døring

​

Jeg har altid været vild med Povl Dissing. Han er ganske simpelt én af de største og mest udtryksfulde sangere i vores lille land. Jeg har set ham masser af gange, sammen med Benny Andersen, John Von Daler og med Pierre Dørges New Jungle Orchestra. Dog har det været samarbejdet med Las Nissen og sønnerne Jonas og Rasmus, der de seneste år har givet helt nyt liv til Povl Dissing. 

Nu udkommer så den første plade med sønnerne uden farmand, og det første spørgsmål der melder sig er, om de kan klare sig, som de selv udtrykker det, ”uden Ronaldinho på holdet”? Det entydige svar er ja. Dissing & Las holder 100% - også uden Povl Dissing som frontfigur. 

At Jonas, Rasmus og Las får mere plads til udfoldelse uden Povl Dissing som frontmand, synes jeg egentlig ikke, da jeg mener at faderen på alle de tidligere udgivelser har givet masser af plads til de andre bandmedlemmer. Jeg har altid set dem som en dansk udgave af The Band eller Crosby, Stills, Nash & Young, forstået på den måde de skiftes til at synge og at de alle bidrager med sange, som hver især har deres helt personlige præg, men samtidig skaber en helhed i udtrykket. 

Den amerikaniserede stil går igen på Lige Præcis. Der er tale om 15 fantastisk fuldendte og smukke sange, hvor Rasmus Dissing og Las Nissen har bidraget med de fleste. Det absolut bedste nummer på en plade med mange perler er dog Jonas Dissings ”Stjernefisker”. Det er sjældent at man oplever en sådan poesi i danske tekster, og med den melankolske melodi og ikke mindst Jonas' simple, men medrivende, mundharpe bringer ”Stjernefisker” op på et sjældent set niveau.

På ”Mexico City” har Dissing og Las reggaefiseret børnesangen ”Hjulene på bussen” som fungerer som omkvæd i sangen. Det er en sjov idé og stilen minder meget om Grateful Deads reggae-periode i slutningen af '70erne. Nummeret er med til at markere bredden på udgivelsen, men står måske en anelse alene og er langt fra det bedste nummer på pladen. 

Tekstmæssigt handler Lige Præcis om de nære ting i livet. Om det er Las, Rasmus eller Jonas der står som sangskriver er det fremragende håndværk grænsende til én eller anden form for naiv genialitet. Hør for eksempel country-crooneren ”Det kan ske for de fleste”; ”Jeg sidder for mig selv helt alene med min mandolin / og spiller countrysange fulde af håbløse rim”. Måske ikke Cohensk sangskrivning, men der er glimt i øjet og smil på læben, og det er gennemgående for hele pladen. Sønnerne har om noget arvet Povl Dissings evne til aldrig på noget tidspunkt at stille sig selv op på et pedistal og blive selvhøjtidelig og selvfed. Det er ærlighed i yderste potens.

-Diskant.dk- Søren Jensen Lund ********/10